beretninger fra en barsk hverdag
Alt var kaos – kollegaen og jeg var fanget i patruljevognen, mens autonome indtog køretøjet, smadrede forruden og satte ild til tanken. De forsøgte at vælte køretøjet, så vi måtte trække våben for at redde os ud i live. Med snitsår og skader måtte vi efterlade patruljevognen, der udbrændte totalt.
Kvindelig politiassistent
Krisepsykologi var ikke ”opfundet” i min tjenestetid, og selv efter mere end 25 år ude af tjenesten, har jeg stadig ar på sjælen, flashbacks og søvnløse nætter.
Kvindelig politiassistent
Efter eksplosionen flygtede jeg ud på den nærliggende mark, hvor følelsen af at være “Palle alene i verdenen” var altoverskyggende! Jeg var sikker på, at alle folk og gode kollegaer bag mig var døde....” Seest katastrofen 3. november 2004.
Didde, fhv. politibetjent
Storhed er ikke at undgå at falde, storhed er at rejse sig igen – du er god nok! Lukkes én dør - åbnes en anden – husk det! Jeg er ét menneske – mit arbejdsliv og privatliv påvirkes gensidigt – afgørende!
Hanne, fhv. politiassistent
Stadig noget omtumlet fandt jeg mig selv på et hospital i en hospitalsseng, jeg var alene, hvor var de andre??? Hvor var min gruppe?
Jeg kigger ned til højre og opdagede min heldragt der lå på gulvet ved siden af sengen. Mit bælte var der, men min pistol var væk! Hvem havde min pistol, var min gruppe okay, var de overhovedet alle i live, var jeg stukket af og havde svigtet min gruppe ... tankerne fløj rundt ... det sidste jeg huskede var hvor bange jeg var, hvor svært det var at trække vejret bag det duggede visir, hvordan jeg knugede staven i min hånd, da en byge af sten og byggeaffald, flasker med maling, jernstykker og kanonslag bragede igennem luften mod os .... herefter lød kommandoen fremad fremad slå løs.
Kvindelig politiassistent
Vi blev sendt til en PLOV(Påbegyndte Livsfarlige Og Voldelige hændelser)
episode i en børnehave hvor en psykisk syg mand var gået amok med en kniv. Vi lå meget tæt på stedet, og nåede slet ikke at få vores veste på. Da vi svingende rundt om hjørnet til børnehaven så vi flere børn flygte fra stedet. Jeg kiggede på min makker og sagde; kør ned og sæt mig af foran børnehaven, så går jeg ind og nedkæmper ham. Havde selv børn der gik i børnehave, så ville gøre alt for at stoppe gerningsmanden. Ude foran børnehaven gik gerningsmanden på os med en kniv. Vi forsøgte at trække os tilbage, men til sidst stod vi ved hovedindgangen til børnehaven. Derefter valgte jeg at skyde gerningsmanden.
Har aldrig været så presset før i mit liv, både på grund af børnenes, kollegaens samt mit eget liv.
Politiassistenten
Står udenfor et hus, hvor manden, som vi ikke har nået at få nærmere oplysninger om, har overhældt huset med benzin og som står med en lighter i hånden. Der er to mindre børn derinde. Gerningsmanden ser os, så overraskelsesmomentet er forsvundet. Vi løber ind i huset, samtidigt med, at der sprøjtes skum i hovedet på ham. Vi vælter omkuld med ham og slås med smadrede møbler omkring os. Kan næsten ikke trække vejret pga. benzindampen. Manden anholdes og børnene kommer i sikkerhed. Bagefter kommer tankerne om, at man har trukket en ung kollega med ind i noget der kunne have kostet os livet. Ens børn kunne have blevet faderløse, og dette for mennesker man ikke kender.
Per, politiassistent
Jeg løb over til den forulykkede bil, der ved ulykken var blevet slynget ind i et buskads. Synet der mødte mig har printet sig ind på min nethinde og bliver der resten af mit liv; Den lille pige der sad fastklemt på bagsædet var ved bevidsthed. Hun var vel 7-8 år gammel. Hendes venstre ben var klemt sammen mellem B-stolpen og ryglænet af førersædet, hvor hendes far sad. Han var tydeligvis død, men det kunne hun heldigvis ikke se. Han var klemt sammen på ganske få cm mellem ratstammen og ryglænet. Pigen kaldte “far, far, far...” men ellers var alt helt stille. Pigens mor var kastet halvt ud gennem forruden og hendes bevidstløse krop lå på kølerhjelmen. Under motorhjelmen begyndte en flamme at vokse sig større og større.... jeg følte magtesløsheden eksplodere i min krop, mens jeg forsøgte at overbevise den lille pige om at alt var okay. Ude på vejen bag mig var min makker ved at lægge håndjern på den uskadte biltyv, der var årsag til den lille families ulykke...
Hans, Fællesgruppen St. Bellahøj 1996
Da min kollega og jeg åbnede døren mødte vi et syn jeg aldrig glemmer. I den store entré foran os var der blod på gulv og vægge, og midt i det hele lå en livløs mand der blødte voldsomt. I et rum foran os stod gerningsmanden, der havde blod overalt, og råbte som var han besat. Vi trak råbte våben og råbte ham an, men vi fik ham heldigvis nedkæmpet uden at skulle skyde men kunne nøjes med peberspray.
Mandlige politiassistent
Blev jeg sendt til trussel med pistol. Det var en mand der var sur over at hans ekskone havde fundet en ny kæreste. Manden var kørt, da vi kom, men de var begge rystede og havde gemt sig bag nogle biler, til vi kom. Vi fandt og anholdt manden efter et par timer. Manden var I fængsel I ca 3 måneder. Da han kom ud, kørte han direkte ud og skød ekskonens ny kæreste. Sammen holdt med en anden lignende sag fra 1999 rystede den sag mig mere end jeg troede, da jeg ikke var på stedet da han blev skudt.
Jan, sygepensioneret politimand
En skibsfører på et skib var faldet overbord og var druknet. Det var min venindes far og jeg vidste, at det var mig, der skulle ud til familien og orientere dem om ulykken. Jeg blev lettet da det viste sig at være hans afløser og at jeg "bare" skulle orientere en anden familie jeg kendte.
Kollega fra Grønland
En ung kvinde var blevet dræbt af sin kæreste, der efterfølgende havde begået selvmord. Vi var kun 2 betjente i byen til at behandle sagen. Hun var min veninde.
Kollega fra Grønland
En tidlig morgen fik vi en anmeldelse om et selvmord. En mand havde skudt sig ude foran sit hus. Da vi ankom til stedet viste det sig at være min kollegas svigersøn.
Kollega fra Grønland
En mand havde truet med at begå selvmord. Da vi ankom til stedet skød han efter os flere gange. Mens kollegaen kørte efter hjælp stod jeg alene foran huset. Alle forsøg på dialog fejlede. 30 minutter senere gik han ud fra sit hus og begik selvmord kun 4 meter foran mig.
Kollega fra Grønland
Et simpelt færdselsuheld kostede mig, min person, mit job, og min familie. - og jeg var kun passager.
Trine Frederikke, 28 år og nyuddannet betjent
Da jeg lå lige op ad den kørende bil og blev trukket afsted hen af kørebanen, var det eneste jeg tænkte - jeg skal ikke ind under bilen, jeg skal ikke ind under bilen - hvorefter jeg blev slået bevidstløs.
Politiassistenten