BETJENTE I GRØNLAND ER
HÅRDT BELASTEDE

Pressemeddelelse den 14. november 2025

Over hver fjerde betjent, der har gjort tjeneste i Grønland, har været nødt til at sygemelde sig eller forlade politiet på grund af mén fra tjenesten. Det viser en ny undersøgelse fra Thin Blue Line Denmark, der afslører markante psykiske og sociale belastninger blandt betjente i Grønland.

Personlige relationer til ofre og gerningsmænd, belastende hændelser flere gange om måneden og følelsen af at løse en opgave, som man er inhabil i. Det er hverdagen for en stor del af de 134 politibetjente, reservebetjente, assistancebetjente og kommunefogeder i Grønland, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse gennemført i oktober 2025 af Thin Blue Line Denmark.

 

Resultaterne i undersøgelsen taler deres eget tydelige sprog og dokumenterer et arbejdsliv præget af store menneskelige konsekvenser: Ni ud af ti har oplevet voldsomme hændelser mindst én til to gange om måneden, og halvdelen af respondenterne har følt sig inhabile i sager, hvor de kendte de involverede personligt, men måtte fortsætte, fordi der ikke var andre til at løse opgaven.

Jeg har arbejdet i politiet i 26 år og været vant til krævende opgaver i Københavns Politi. Men de syv måneder i det nordlige Grønland blev det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet, både menneskeligt og mentalt. Mellem 60 og 70 procent af min tid gik med at efterforske seksuelle overgreb på børn. Også meget små børn. Den slags sætter sig. Det er ikke noget, man bare kan ryste af sig,​

Thin Blue Line Denmark udvider indsatsen

Blandt de problemer, der afdækkes i undersøgelsen, er foruden personlige relationer til ofre eller gerningsmænd også et højt arbejdspres, lange vagter og den sociale og geografiske isolation betjentene arbejder under. Derfor udvider Thin Blue Line Denmark nu sin indsats, så organisationen fremover også kan yde støtte i Grønland og sikre, at tilskadekomne politibetjente, reservebetjente, assistancebetjente og kommunefogeder samt deres pårørende får den hjælp, de fortjener.

Det er tydeligt, at mange betjente i Grønland har båret en uforholdsmæssigt stor byrde i stilhed. Det skal der gøres noget ved. Derfor udvider vi nu vores indsats, så flere får adgang til den støtte, der alt for længe har været efterspurgt,

Indsamling fra auktion hjælper betjente i Grønland

Ved Thin Blue Line Denmarks årlige velgørenhedsauktion blev der indsamlet midler, som skal bruges til at styrke støtten til politiansatte og deres pårørende i Grønland. Pengene går til etablering af sociale netværksaktiviteter, hvor tilskadekomne kan mødes med ligesindede, opbygge trygge fællesskaber og bryde isolationen. Samtidig sendes erfarne lokale kræfter ud i byer og bygder for at komme i kontakt med dem, der længe har stået alene med udfordringerne, og sikre, at alle får den støtte og hjælp, de har behov for.

 

Thin Blue Line Denmark ser nu frem til at omsætte de indsamlede midler til konkrete resultater og langsigtede forbedringer for politiansatte i Grønland, så ingen skal stå alene med konsekvenserne af deres arbejde.

Kontakt: Mette Sofie Thrane, kommunikationsansvarlig Thin Blue Line Denmark, Tlf: 26291485, Mettesofie@thinblueline.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, sender vi dig ind i mellem mails, hvor vi fortæller om arbejdet i Thin Blue Line Denmark.

* påkrævet