Police week 2026

Police Week 2026

For sjette gang i træk afholder Thin Blue Line Denmark Police Week, og vi glæder os allerede til endnu en uge med fællesskab, nærvær og gode oplevelser. Police Week er et tilbagevendende samlingspunkt, hvor kolleger mødes i trygge rammer og får mulighed for at være sammen på tværs af erfaringer, udfordringer og baggrunde.

I Thin Blue Line Denmark ved vi, at relationer og netværk spiller en afgørende rolle efter en tilskadekomst. Den erfaring bakkes op af forskning, som viser, at social støtte er en af de stærkeste faktorer i bedring efter psykiske belastninger og traumer. Stærke relationer kan bidrage til at reducere stress og mindske symptomer på blandt andet angst, depression og PTSD.

Derfor er fællesskabet altid i centrum under Police Week. Hvert år oplever vi, hvordan nye relationer opstår og udvikler sig, og hvordan fællesskabet giver plads til genkendelse og støtte mellem mennesker, der deler mange af de samme erfaringer.

Indhold

Police Week byder på et alsidigt program, der kombinerer både rolige og fysiske aktiviteter. Aktiviteterne er tilrettelagt, så alle kan deltage uanset fysisk formåen og udfordringer, også hvis man blot ønsker at være med som støtte. Ugen giver deltagerne mulighed for både fysisk og mentalt at finde ro og være sammen med kolleger i den blå familie.

Indkvartering finder sted på STAY i Nordhavn i lejligheder, hvor hver deltager har sit eget værelse. Det giver mulighed for at trække sig tilbage og finde ro, når der er behov for det, samtidig med at man er tæt på de øvrige deltagere.

Man behøver ikke have PTSD eller andre alvorlige belastninger for at deltage i Police Week. Mindre tilskadekomster giver også fuld adgang til ugen. Vi håber at se både kendte og nye kollegaer, og du er meget velkommen til at gøre andre opmærksomme på tilbuddet.

Praktisk information

Hvornår: Uge 38, fra mandag den 14. til fredag den 18. september 2026.
Hvor: Indkvartering på STAY i Nordhavn.
Pris: Deltagelse er gratis, men der opkræves et depositum på 2.000 kr., som tilbagebetales efter gennemført deltagelse i ugen.
Tilmelding: Send en ansøgning hurtigst muligt til kontakt@thinblueline.dk. Fortæl gerne lidt om dig selv, så grundlaget for udvælgelsen bliver så godt som muligt.
Tilmeldingsfrist: 1. marts 2026.

Tak til alle vores frivillige

Uden vores frivillige ville vores Police Week ikke være mulig. Mange vælger at bruge en hel ferieuge for at støtte deltagerne, og deres indsats er afgørende for, at ugen kan finde sted. Vi er dybt taknemmelige for den tid, energi og dedikation, som de frivillige bidrager med.

Denne uge handler om fællesskab, og det er de frivillige, der skaber et stærkt og støttende miljø, som gør det muligt for deltagerne at opbygge relationer, dele erfaringer og finde styrke. Police Week Denmark er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at stå sammen – som en stærk og samlet blå familie.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, sender vi dig ind i mellem mails, hvor vi fortæller om arbejdet i Thin Blue Line Denmark.

* påkrævet