Dykkerprojektet

Dykkerprojektet

Vores dykkerprojekt er udviklet til tilskadekomne politibetjente med PTSD, som ønsker at deltage i et forløb med dykning, åndedrætstræning og mindfulness. Som på de forgangne succesfulde hold er fokus ikke på at opnå et dykkercertifikat, men på at styrke kontrollen over eget åndedræt og dermed skabe mere ro i en hverdag, der ofte kan opleves som kaotisk.

Forløbet har samtidig et stærkt fællesskab som omdrejningspunkt. Erfaringer fra tidligere hold viser, at relationerne mellem deltagerne ofte rækker langt ud over selve forløbet og bliver en vedvarende støtte i tiden efter. Projektet bidrager således både med konkrete redskaber til den enkelte og med opbygningen af et fællesskab, som deltagerne kan trække på på længere sigt.

Dykning som vej til ro og nærvær

Når man dykker under overfladen, skærpes opmærksomheden, og kroppen bringes i en tilstand af nærvær og koncentration. Dykning giver en naturlig pause fra hverdagens tempo og krav, men rummer samtidig teknikker, der kan overføres direkte til livet på land. Arbejdet med åndedræt, balance og kropskontrol kan bidrage til øget regulering og oplevelsen af større ro og overblik.

Forløbet ledes af Maria Bollerup, dykkerinstruktør og en af verdens bedste tekniske dykkere, som gennem en årrække har arbejdet med at anvende dykning, åndedrætstræning og mindfulness som redskaber i støtten til tilskadekomne politibetjente.

Forløbet er opbygget som en kombination af teori, praktiske øvelser i vandet og mental træning. I svømmehallen arbejdes der med grundlæggende dykketeknikker, kropslig bevidsthed og vejrtrækning, suppleret af mindfulness i form af meditation og åndedrætsøvelser. Der indgår teori, som læses hjemme, men som også gennemgås grundigt i fællesskab, inden man går i vandet. Forløbet afsluttes med havdyk over nogle sammenhængende dage i Danmark, gennemført inden for et kortere tidsrum, så deltagerne efterfølgende har mulighed for at fortsætte fællesskabet og dykningen på eget initiativ.

Praktisk information

Hvornår: Opstart i starten af april 2026 efter nærmere aftale med Maria Bollerup. Forløbet består af cirka syv svømmehalsdage på hverdage kl. 10–16 samt havdyk over omkring tre sammenhængende dage i Danmark.

Hvor: Svømmehalsundervisningen foregår i Vedbæk Svømmehal. Havdyk gennemføres enten på Sjælland eller i Jylland afhængigt af, hvor deltagerne kommer fra.

Pris: Der er en egenbetaling på 5.000 kroner. Beløbet kan betales i én eller flere rater efter eget ønske og økonomi.

Udstyr: Hver deltager får udleveret personligt udstyr som våddragt, handsker, støvler, maske og snorkel. Udstyr som flaske, BCD, regulator og selesæt stilles til rådighed af Thin Blue Line Denmark, så længe man deltager i forløbet.

Tilmelding: Send en ansøgning til kontakt@thinblueline.dk. Begrund meget gerne din ansøgning og fortæl lidt om dig selv og dine udfordringer. Husk, at selv om du tidligere har sendt ansøgninger, er det ikke sikkert, at alle kender dig. Beskriv derfor gerne dig selv så grundigt som muligt, herunder om du har erfaring med dykning, og hvor i landet du bor.

Tilmeldingsfrist: 5. februar 2026.

Spørgsmål: Skriv til kontakt@thinblueline.dk. Har du spørgsmål eller er i tvivl, er du meget velkommen til at kontakte os. Vi hjælper dig gerne med at afklare, om forløbet er det rette for dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, sender vi dig ind i mellem mails, hvor vi fortæller om arbejdet i Thin Blue Line Denmark.

* påkrævet